Eventyrlivet

Hun er Tysklands mest succesfulde sangerinde og har med sit nye album “Atlantis” sat en “Historisk start”. Dobbeltalbummet erobrede straks toppen af hitlisterne i Østrig, Tyskland og i Schweiz. I OÔN- interviewet taler Andrea Berg om succes, livserfaring og møder.

ab

Hvorfor er det “Atlantis” ?

Andrea Berg: Jeg har været over alt, har oplevet alt, jeg har været på havets bund og har endnu ikke fundet, hvad jeg søger. Ikke desto mindre vil budskabet altid være der: Ud på nye eventyr, det er vores bedste tid. Ja vi skal have tro, for ellers kan vi forblive på havets bund.

Har skildpadden på bordet noget at gøre med det her?

I ” Den uendelige historie” af Michael Ende var det denne gamle Morla, der besad ro, visdom og sindsro, det var for mig et skønt billede. Værdsættelse af livet og have et tykt panser hvor man kan trække sig tilbage og vente, indtil stormen har passeret. Det er stemningen for “Atlantis”, og for mig var der personlige følelsesmæssige nedture (Døden af hendes far og hendes svigerforældre), man må skubbe sig væk fra havbunden, og se at komme ud af mørket. Jeg kan føle smerten, det er derfor jeg kan beskrive den. Jeg forsøger trods alt, at få både håb og lykke frem i livet. Hvert øjeblik, i dem kan intet gøre os ondt, vi må have noget at spise og have noget at bære, vi skal være taknemlige for det. Jeg tror, når den er ved mig er det i balance. Derfor er nu meget mere glad.

Man nyder bevidst øjeblikket, jo ældre man bliver?

I de tidlige år lever du, som hvis du var udødelig og usårlig. Hvis du sammen med en partner oplever nedtur, så kan du regne med ham eller hende. Mange ting er ikke mere så vigtige. Det er rart at nyde øjeblikket. Jo før du lære det, jo mere skønt og vigtigere er det.

“Atlantis er dit syvende album i træk, der har været på 1. pladsen på hitlisterne. Hvor stor er glæden ved denne succes, der synes at være normal for dig?

Jeg kan blive virkelig afslappet, og gøre tingene med glæde og kærlighed, intet menneske kan begrænse mig mere. Det gør mig kreativ og friere, jeg er aldrig træt, er lykkelig, og har kunne give albummet al den følelse jeg havde. Så det er skabt af noget vidunderligt, jeg ønsker at give folk. Ingen kan lægge pres på mig mere. “Atlantis” og jeg er modstandsdygtig over for modstand. Alt, hvad man gør med kærligheden, er aldrig forkert. Det mærker folk og man må lytte til sin intuition og følge den. 

Er du altid oprigtig?

Naturligvis oplever jeg skuffelser, det er netop mit problem når jeg kommer i kontakt med de forkerte mennesker. Mine omgivelser vil  sige, at det er fordi jeg altid tager folk i mine arme, at de henvender sig til mig. For mig er dette et eventyr. At livet er i oprør.

Hvis man er interesseret i et menneske, skal man så indlade sig, eller?

Præcis, man må tage på opdagelse. Det er eventyret, men jeg har lært noget. Hvis ikke jeg kan få folk ud af den negative sump, så generer det mig ikke længere i dag.

Til denne viden, har man brug for passende leveår?

Ja det tror jeg. Jeg kan ikke ændre det og må ikke tage det personligt. Hvis 5.000 mennesker skriver til mig på Facebook, at de kan lide min musik, så giver det mig energi. Hvis så en indimellem, skriver onde ting under bæltestedet om mig,  så sårer det mig stadig.

Hvorfor?

Jeg ønsker at gøre noget godt. Indimellem tror jeg, det ikke er mit problem, men at det er forfatteren. Han kan slukke for radioen, hvis ikke han vil høre min musik. Han skal ikke gå ind på min Facebook side, hvis ikke han kan lide mig. Men jeg spekulere på, hvad det er jeg gør, som gør disse mennesker så aggressive? Sandsynligvis har han hørt en perle fra Andrea Berg, og hun har forladt ham. Så kommer jeg til at føle. Men jeg har opdaget, at jeg ikke behøver at løbe efter folk. Jeg kan ikke ringe på hver dør og spørge, at elske mig.

De synger om at, repræsenterer hjertet via hjernen, selv om det kan gøre ondt. Men De er så offentlig, at det nogen gange ville bedre, ikke at vise så meget hjerte.

Der er ingen modgift. Men det synes allerede urimeligt, hvis man tænker sig til et nyt album og så spurgte om det, at man lige har mistet sine svigerforældre. Jeg vil ikke annoncere min CD med døden. Min opgave er at, udføre det som vi alle oplever, og at det stadig er så smertefuldt, gør kun en rigere og mere moden.

Hvordan har de det med misundelsen fra samfundet?

Du er nød til at løse det. Det er negative følelser, som kommer tilbage til en. Jeg trækker mig gerne tilbage på observatør positionen, jeg tror i øjeblikket, hvor to biler kæmper om en parkeringsplads ved indkøbscenteret, hvor hurtigt det kan være ligegyldigt. Livet hænger i en tynd tråd. På Hospis har jeg mødt mange mennesker, som har gjort meget, men ikke længere lever. Derfor ser jeg ikke fremad. Nuet er den bedste tid.

Vi mangler kærlighed?

Ja, vi mangler den ægte kærlighed. Vi misbruger ofte kærligheden, fordi vi kontrollere noget, ønsker at udøve magt. Den virkelige, den rigtige kærlighed opdager man, når man selv har fundet den. Jeg gør alt af kun af kærlighed. Jeg må ikke gøre det, jeg skal gøre det det og er taknemlig for det. Også i mødet med fjernstyrede mennesker forsøger jeg at give en masse kærlighed. Maske kan man føle varmen, ved at røre ved folk. Vi, på nuværende tidspunkt, ikke længere må røre os. Det føles så godt, at trykke nogen, ind i sine arme. Udvekslingen af kærlighed og energi, men det har vi glemt. Jeg finder det tragisk i familien, når man stopper med at omfavne, eller give et godnat kys.

I dine tekster er der meget visdom, hvorfor?

Det ønsker jeg. Jeg har læst en masse, intensiv levet og lyttet. At teksten er vokset med tiden, og jeg er blevet mere selvsikker. Sangene på “Atlantis” har jeg skrevet med sjælen og hjertet. Jeg kan godt lide at sidde hjemme og rejse en tur i barndommen, min fortid. Når man har følt det, kan man beskrive det. Jeg vil gerne overraskes af tingene.

Er det svært, selv at antage, hvem man er?

Man må finde sig selv. Hvor skal et menneske elske mig, erkende og forstår, når ikke jeg selv ved det, hvem jeg er? Ved den første kærlighed forsøger man stadig at danne det perfekte billede. Det kan man ikke holde forevigt. Man kan ikke under sex give sin mave mad. Så på et eller andet tidspunkt er man nød til at give slip.

“Im nächsten leben” berøre / kredser de om døden, sige farvel og der bagefter

Jeg beskæftiger mig med det og ved, at der er et næste liv. Mennesker, du har mistet, er nu et skønt sted. Jeg ved det, og det trøster mig. min far var brandmand, og han var altid en stærk helt. Hvad der gjorde mig ked af det, var, at han i slutningen ikke ville lykkes. Men ikke desto mindre forlod han mig stærk. Derfor er han for mig en fugl i brand, er udødelig og vil vende tilbage. Skønheden er: Selv om du har en revne i livet, er man pludselig så tæt.

Kilde: nachrichten.at