Fan klub træf 2014

Vi har været nede at besøge Andrea Berg og Uli Ferber på deres hotel, Sonnenhof, da vi blev inviteret til det fanklubejer-arrangement, som de afholdt første gang i januar 2013. Et arrangement, som varede fra søndag til mandag. Vi vil selvfølgelig gerne dele denne tur med jer.

Turen derned tog vi i bil, og der er lige nøjagtig 999,2 km fra vores p-plads herhjemme, og til vi holdt foran receptionen. Det var nu ganske nemt at finde Sonnenhof, når man havde en GPS, ellers ville det være svært, da der ikke er nogen skiltning til deres hotel.

Vi ankom nogle timer for tidligt, for man kan først få værelserne kl. 14 officielt, så vi gik rundt på hotellet, mødte Uli og hilste på ham. Vi snakkede dog ikke med ham, for han havde vist ret travlt. Vi kan fortælle, at Sonnenhof er et meget hyggeligt hotel, som bærer præg af den gamle tyske landstil, men også flere andre stilelementer er forsøgt blandet ind i stilen. Det giver et lidt ”rodet” helhedsindtryk.

Vi blev endelig tjekket ind, og vi havde fået et ”Gästhaus” til vores to overnatninger. Og ja, hm, deres Gästhaus er en del af Ferber Erleben, men slet ikke i stil med resten af deres koncept. Det var en kælderlejlighed, og den var ikke særlig hyggelig, dog var der eget køkken og et meget flot badeværelse. Her skulle vi så ”bo” fra lørdag til mandag, da vi havde bestilt en overnatning ekstra, for vi ville også gerne opleve Andrea Berg ”Hautnah” om lørdagen i Haziendaen, som er en del af Sonnenhof. Denne ekstra nat skulle vi selv betale for.

Tiden skulle så ellers slås ihjel indtil kl. 21.15, så vi gik rundt på området, var inde i butikken, hvor man kunne købe bl.a. Andrea vin, olier, og en masse andet, men vi gik ret hurtigt ud igen, da vi ikke syntes, priserne passede os. Vi mener, 17 euro for en flaske vin var lidt i overkanten. Det er jo ikke engang sikkert, at man ville kunne lide den, og der var ingen smagsprøver. Vi havde ellers planlagt, at vi skulle have haft et par flasker med hjem, men det blev det ikke til.

Så opdagede vi en rygeafdeling, stak hovedet ind og blev mødt med høj musik og glade mennesker. Musikken var selvfølgelig fra Atlantis, vi gik ind og fik os noget af en overraskelse. Der var en stor krostue med plads til nok 100 personer, men det var for rygere, så det var et sted, hvor vi var en del om lørdagen. Det var en positiv oplevelse, at man ikke havde sendt rygerne ud i kulden på Sonnenhof. Stedet hedder Club Sonnenhof.

Vi spiste også aftensmad på Sonnenhofs resturant, ”Alaska”, og det var super god mad. Atmosfæren var rigtig god, omgivelserne utrolig hyggelige, og betjeningen i top.

Så gik vi til Haziendaen, hvor Andrea skulle optræde, men vi fik ikke lov til at komme ind, da vi ikke havde adgangsbånd. Vi kiggede på hinanden og sagde i munden på hinanden: ”Hvad fa’en var nu det!” Ned til receptionen for at få klarhed. Man skulle købe adgang til 27 euro pr. person, og vi troede, at så længe man havde bestilt og betalt for overnatning, så var det inkl. adgang. Men niks, der skulle betales yderligere. Det ville vi selvfølgelig så, men så fik vi lige pludselig at vide, at nu var der udsolgt. Jamen, for h… da, vi blev knotne. Vi havde intet fået at vide om dette, inden vi tog hjemmefra. Der blev snakket med receptionen igen, hvor vi forklarede, at vi kom fra den danske fanklub, at vi intet havde fået at vide om dette billethalløj, så en af folkene bag receptionen sagde, at vi skulle komme igen om 20 minutter, og gik så for at snakke med Uli. Vi kom tilbage og fik så at vide, at vi havde fået lov til at komme ind alligevel og fik så to armbånd på og betalte de 54 Euro. Yes, vi skulle opleve Andrea på hendes hjemsted.

Sonnenhof-2014- (35a)

Vi kom ind i Haziendaen, og der var proppet med mennesker. Der var så mange, at tjenerne dårligt kunne komme igennem og udføre deres arbejde. Vi ventede i ca. 5 minutter, så kom Andrea på scenen, og ja, hun så lige så godt ud som altid. Frisk, venlig og med et super godt humør. Hun bød alle velkommen og fortalte, at hun var spændt på den kommende turné, som jo starter om få dage. Og så gik det løs, og hun smed det ene gode hit efter det andet ud over scenen. Lyden var i topklasse, og hun sang live, det var tydeligt at høre, og en enkelt gang glemte hun teksten. Det er en super oplevelse at høre hende hjemme, men så sluttede det sjove også. For resten af showet var nu ikke den store succes, men det er ikke noget, som man kan give hverken Andrea eller Uli skylden for, men derimod mange af gæsterne. Man skulle tro, at der var musikhungersnød, og alle ville op på scenen. Der blev skubbet, presset og maset for at komme igennem den menneskemængde, som var til stede, så det var slet ikke behageligt at være der.

Der var ellers masser af vagter, men de havde ikke rigtig styr på noget som helst, og de kunne heller ikke engelsk. Der var optræk til slagsmål, og folk filmede, selv om man flere gange fik at vide, at det kun var tilladt at tage billeder.

Andrea gav koncert ad to omgange, hvor hver del varede ca. en time. Vi gad dog ikke være der til den sidste time, ikke når det foregik sådan. Det var en ren krigszone. Så vi vil meget hellere til en Andrea Berg koncert med 15.000 mennesker, end en gang mere her på Sonnenhof.

Dagen efter var vi ovre til morgenmad i restaurant Alaska, og der mødte os et overdådigt morgenkomplet, der manglede intet. Der var sågar marinerede sild, english breakfast, yoghurt, kaffe, te, blødkogte æg, ost, og en masse andet. Puha, det var lækkert.

Vi skulle først til fanklub-arrangementet kl. 17.30, så vi skulle have tiden til at gå, og vi gik en tur rundt i området, op imellem vinmarkerne, som er en tur på godt 5 km. Sov lidt til middag for at være friske til om aftenen. Der er ikke så meget, man kan lave på hotellet om dagen.

Sonnenhof-2014- (67)
Karin, de 2 fra fanklub Altena og Johannes Müllering

Vi mødte så op igen til den aftalte tid på Club Sonnenhof, hvor mange af de andre fanklubber allerede var mødt op. Vi hilste kort på dem, da Johannes Müller kom og begyndte at fortælle, at Andrea ikke kunne komme i aften, da hun var taget til byen Erfurt angående sin første koncert på Atlantis-turnéen.

Der skete ikke så meget denne aften. Vi fik snakket lidt med Johannes Müller, som i øvrigt er en humørbombe. Vi snakkede lidt om fanklubben, fortalte hvor mange vi er, og fik at vide, at vi er den største fanklub for Andrea Berg. Der er mange fanklubber i Tyskland, men de var, så vidt vi kunne forstå, ikke over 150 medlemmer som den største. Der var så megen larm, at vi ikke rigtig kunne høre ham. Så fortalte han, at han havde været i Juelsminde med sin familie og hund, hvor hans hund havde ridset siden af bilen ad flere gange, så han måtte hen og polere bilen.

Vi faldt dog i god snak med fanklubben fra Altena, Nordrhein-Westfalen, Tyskland, som fortalte, at de var 50 medlemmer, men alligevel var over 1 år gammel.

Generelt var der en dejligt afslappet stemning i den times tid, dette arrangement varede. Det var hyggeligt at hilse på de andre fanklubber, men man kunne godt høre på dem, at de kendte hinanden.

Så blev det spisetid, og vi skulle alle sammen op i restaurant Haziendaen, hvor der var buffet. Det var nu ikke nogen god buffet, men vi fik da noget at spise, inden vi skulle til party på Club Sonnenhof. Der var gang i den med ”DJ Buzzi”, som spillede al den gode schlagermusik, som man ikke hører her i Danmark. Det blev til et par timer i selskab med de andre fanklubber, samt andre gæster fra hotellet. Og så, sove.

Morgenmaden blev indtaget i ”Tennen”, og det var næsten lige så overdådigt som i restaurant Alaska.

Sonnenhof-2014- (80)

Kl. 10.15 gik det løs igen i Club Sonnenhof, men nu var det så tid til at se, hilse, få autograf og tage billede af og med Andrea. Uli kom sammen med Bambi først og sagde tak for det flotte fremmøde. Han præsenterede de fleste at fanklubberne, som var kommet, hvor mange de forskellige var, og den største var altså ca. 150 medlemmer. Vi blev ikke nævnt, for vi var ikke registreret! Det undrede vi os meget over, eftersom vi jo var inviteret. Det viste sig så, at vi blot stod som Karin Brogaard, så pyt med det. Så kom vores Andrea, flot som altid, men hun så ret træt ud. Der må også være utroligt meget i øjeblikket op til turnéstarten. Men Uli fortalte lidt om, hvad der skulle ske den næste times tid, og hvad de havde taget med til os. En plakat, nogle autografkort til dem som ikke havde noget at få autograf på, samt en særlig invitation for to. Denne invitation er til en lydprøve til en af hendes kommende koncerter. Så det blev vi meget glade for, for det er da spændende og vil ikke være som ved Aspach, men også meet and greet, hvor vi vil komme til at snakke mere privat med Andrea. Så det glæder vi os til.

Andrea-Berg

Så kom Andrea endelig og tog over. Hun hilste os alle sammen velkommen og fortalte, at Atlantis var hendes største turné nogensinde, og hun håbede, hun så os alle sammen til Atlantis. Hun glædede sig til at komme i gang. Hun fortalte også, at grunden til hun ikke kom om lørdagen var, fordi hun var til generalprøve i Erfurt. Om Skildpadden Sushi fortalte hun, at den var en meget vigtig del af Atlantis, men hvorfor fik vi ikke at vide. Der kom faktisk intet om, hvad der skulle ske ved Atlantis, så vi må spændt vente til Hamburg. Det var faktisk dét, og så var det autografskrivning og få taget billeder af og med Andrea. Der var også blevet hængt en planche op med billeder af de kjoler, der skal bruges under koncerten, og hun fortalte ikke så meget om dem, andet end at man kunne se dem på billederne. Det hele er omgærdet af mystik.

Så sagde Uli, at der var mad til os, og at han håbede, vi kom godt hjem. De snakkede i alt i ca. 5 minutter inklusiv præsentationen af fanklubberne, så det var ikke meget mere, der blev fortalt i de sidste få minutter.

Det var så denne fantur, som på både godt og ondt endte med at være en rigtig god tur. Om vi kommer derned næste år, må vi så se.

Her er alle vores billeder fra turen, både af hotellet, koncerten og fantræffet (Der er 98 billeder).

[dreamwork cats=1]